RÅGELUND: I dag kunne det næppe falde noget normalt voksent menneske ind at mobbe eller på nogen anden måde nedgøre et barn, der i en alder af kun tre år havde mistet sine forældre, der begge var døde af sygdom som 23-årige. De fleste ville have den inderligste medlidenhed med det barn.

Men sådan var det ikke i 1935, da netop det skete for den nu 74-årige Leif Vilhelm Nilsson. Dengang var det en alvorlig karakterbrist at være forældreløs, og børn der led den kranke skæbne blev anbragt på institutioner under forfærdelige forhold.

Fra 1940 til 1951 boede Leif Vilhelm Nilsson på Rågelund Drenge og Lærlingehjem i de bygninger som i dag huser Rågelund Efterskole. Og han blev ked af det, da han for to uger siden læste i ugeavisen, at stedet tidligere havde været "opdragelsesanstalt for bøller og adfærdsvanskelige drenge". - Det passer ikke. Det var et børnehjem, fortæller han.

En anden der nær havde fået kaffen i den gale hals over den beklageligvis fejlagtige formulering i artiklen, var 68-årige Erik Smidt, der boede på børnehjemmet i Rågelund fra 1948 til 1959, fra han var 10 til 21 år.

Begge forstår godt, at det måske kan forekomme overfølsomt at reagere på en sætning i en avisartikel så længe efter. Men det hænger sammen med, at de hele deres liv har måttet kæmpe mod næsten invaliderende fordomme pga. af deres uforskyldte fortid som børnehjemsbørn.

Selv da Leif Vilhelm Nilsson i en moden alder blev valgt ind i Langeskovs byråd, kom fordommene op til overfladen.

Han nåede at opleve en af de sorteste perioder i Rågelunds historie, livet under den forhadte forstander Høper, som børnene skulle titulere "plejefar". Børnehjemmet var dengang privatejet og forstanderens økonomi hang uløseligt sammen med institutionens. Det betød at der blev sparet på alt, hvad børnene angik. Faktisk var et af de mest mindeværdige tegn på at en ny forstander var tiltrådt, at der en dag i 1944 pludselig var sukker til havregrøden og sødmælk i blikkrusene.

Disse tegn betød starten på en ny epoke for børnene. Forstander Svend Nielsen var vendt tilbage til det børnehjem hvor han selv var vokset op. Børnene fik lov til at kalde ham "onkel", hvilket betød at de nu kunne færdes i byen uden at skilte med deres ydmyge status som forældreløse.

Vilhelm husker en nedsættende bemærkning fra en af de gode borgere i Rågelund:

- Jeres onkel Svend regner vi ikke for noget. Han er jo selv en af Jer.

Det er denne holdning Rågelunds tidligere elever og deres familier stadig må lægge ryg til, selv efter så mange år.

- Vi forstår godt, at mange af vores tidligere kammerater fornægter deres fortid på Rågelund. De er simpelthen bange for konsekvenserne, siger Erik Smidt.

Modige koner

- Vores koner er nogle af de modigste mennesker der findes, mener Erik, og det kan Vilhelm kun bekræfte. Hans egen kone, Tove, har delt hans skæbne og kampen mod fordommene gennem 53 år, i det lille samfund hvor hun voksede op som pæn landmandsdatter.

- Det var en sorgens dag her på egnen, da vi blev gift, smiler de.

Det er bestemt ikke alle de gamle drenge fra Rågelund der har klaret sig lige så godt i livet som Vilhelm og Erik. Nogle bukkede under for tæv, sult og ydmygelse, og havnede som voksne på samfundets bund.

- Men de var ikke notoriske bøller, fastslår Leif Vilhelm Nilsson.

- De var ramt af mange ulykkelige omstændigheder, og blev brikker i et spil som de ikke kunne klare.