Eleveroptrådtei pjalter
Elever
optrådte
i pjalter
Karoline Tikkanen Madsen som Oliver Twist (til venstre) ses her under generalprøven, hvor en betjent i London fanger Oliver for at deltage i tyveri.
Foto: Yilmaz Polat
60 elever i Revninge opførte musicalen ”Oliver Twist”
revninge: Kertemindeegnens Friskole opfører hvert år en stor musical.60 elever fra 9. og 10. klasse på friskolen har arbejdet med musicalen ”Oliver Twist” siden januar.
Musicalvalget faldt på ”Oliver Twist”, fordi det i år er 200-året for forfatter Charles Dickens’ fødsel. Han skrev i 1837 romanen om Oliver Twist.
Eleverne var trukket i pjalter og gjorde en stor dyd ud af at spille de karakteristiske roller.
- Jeg tager et par dybe vejrtrækninger og får ro på, siger 17-årig Karoline Tikkanen Madsen, der går i 10. klasse på Kertemindeegnens Friskole i Revninge, om hvordan hun som hovedrolleindehaver og Oliver Twist forbereder sig til at være på scenen i to timer.
Ingen prinsesse
Der er ikke længe til generalprøven går i gang. Sommerfuglene basker en anelse i Karolines mave, men hun bevarer roen og giver sig tid til at fortælle, hvorfor det lige var hende, der løb med hovedrollen.- Vi skulle skrive vores ønsker til rollerne ned, og så var det ellers op til lærerne at vælge, forklarer Karoline beskedent og retter på den bløde hat, som gemmer hendes lyse lokker af vejen.
Hun ønskede at få rollen som Oliver Twist, fordi hun befinder sig meget godt med de mere maskuline roller.
- Sidste år havde jeg også en mandlig rolle. Selv om min kæreste driller mig lidt med det, synes jeg det er super sjovt at spille dreng, siger Karoline og uddyber, at hun nok bare er mere drenget end de andre piger i klassen.
- Jeg har aldrig været sådan en prinsesse-pige og gået i kjoler, så det er ikke svært for mig at leve mig ind i rollen som dreng, siger hun og afslører, at hendes højde også har betydet noget ved rollefordelingen.
Troværdigt skuespil
- Oliver er jo en knægt på 14 år, så nytter det ikke at give rollen til en af de høje gutter. Vi vil gerne gøre det så troværdigt som muligt, siger Inge Gorm Andreasen, der som lærer har stået for at sætte hele musicalen op.- Det har været super fantastisk at arbejde med den gamle historie, og eleverne lever sig virkelig ind i rollerne, fortæller Inge Gorm Andreasen.
Karoline overvejer en fremtid ved Kerteminde Amatørteater .
- Det er hårdt at være på scenen i to timer. Det er ikke så svært at huske mine replikker, men til gengæld kan det være svært at huske de ting jeg skal gøre. Men det er virkelig sjovt, når det hele lykkes, siger Karoline.
